lørdag den 10. november 2012

Kost og vaner

Det der med spisevaner og kosttyper, interesserer mig meget, jeg vil gerne spise som min krop har behov for, det har jeg selvfølgelig ikke altid gjort, så ville jeg jo ikke være fed. Jeg har altid interesseret mig for mad på flere planer, og jeg har prøvet de særeste ting gennem tiden. Lige nu prøver jeg at finde en balance. Jeg følger ikke en speciel livsstil eller diæt, jeg plukker lidt hist og her, og forsøger at finde en balance jeg kan leve med.
Jeg har tabt 20 kg, det har jeg selvfølgelig gjort ved at holde op med at spise bestemte ting, men primært bare ved at spise mindre, det er et svar der kan pisse mange af, fordi de håber jeg kan komme med en enkel og nem løsning. Der er ingenting som er forbudt i min kostplan, der er bare ting jeg spiser mindre af.
I begyndelsen af vægttabet var der ikke plads til kage, slik og fastfood, men jeg tror heller ikke det er noget min krop har brug for i større mængder. Nu spiser jeg af og til noget af det hele, men jeg prøver at holde igen, da jeg nok skal af med 20 kg mere. Men jeg gider ikke være fanatisk, jeg lytter til min krop, og når jeg så spiser F.eks. slik vælger jeg noget jeg virkeligt har lyst til og som regel noget af en vis kvalitet.

Lige for tiden forsøger jeg at undgå for mange overflødige kulhydrater og spiser til gengæld mere protein, mere frugt og grønt. Det er ikke fordi jeg tror på en eller anden livsstil, men fordi jeg nærmest har været afhængig af brød, jeg elsker brød og jeg savner brød, desværre har jeg også en tendens til at blive oppustet af for meget brød, og det er ikke en rar fornemmelse. Jeg har så valgt at holde mig fra brød, ris, pasta og kartofler i en periode, de to første er klart det jeg har det sværrest med. Jeg tror ikke jeg skal leve sådan for evigt, men nu skal jeg forsøge og så se hvordan det påvirker min krop og humør. Nogle af tingene skal måske tilbage i min kostplan igen, men kun på besøg, de skal ikke være hovedparten af min mad igen. I hvert fald ikke som jeg ser det nu, men det er altid nemt at falde tilbage til gamle vaner. Jeg vil aldrig sige aldrig.
Det kan være en udfordring, at lave mad når der er ting jeg ikke spiser, men udfordringer er sunde. Jeg har spist underlige måltider, men så længe det er noget jeg kan lide og jeg ikke tvinger andre til at spise det samme, ja så tænker jeg at det er fint.

Er jeg inviteret ud spiser jeg det jeg får serveret, jeg forventer ikke at andre sætter sig ind i min seneste dille, desuden er der intet jeg forbyder mig selv, jeg begrænser bare nogle ting. Jeg tror på at alt er tilladt, det skal bare indtages i forskellige mængder.

Jeg har ikke de gyldne råd, jeg tror på at vi skal lytte til vores egen krop og mærke efter.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar