mandag den 6. oktober 2014

Med ærlighed kommer man længst

På vej på job i morges, fandt jeg en tegnebog, ville ikke stå og rode den igennem midt på gaden så, fik først set rigtigt på den da jeg kom ned af nogle mindre sidegader. Indeni var der diverse kort, og heldigvis også nogle med foto på, og jeg kunne genkende personen derpå, med en smule detektivarbejde lykkedes det mig at få bekræftet det jeg havde gættet på, og på vej hjem fra job fik jeg afleveret den.

Som tak fik jeg en kop kaffe.


torsdag den 1. maj 2014

En dag med minder og valg

I går var jeg til fødselsdag hos min fætter, trods det at jeg er i gang med vægttab kunne jeg ikke helt holde mig fra softice. Men som jeg små filosofisk skrev på facebook i går er Livet fuld af valg, tilvalg og fravalg. Jeg kunne have fravalgt is, det gjorde jeg ikke, men jeg valgte at gå 8 km. hjem. 
Den første lange del af turen var kedelig, Ugandavej, Englandsvej. Så kom jeg til Tårnby Bypark, her fik jeg fotograferet lidt og sludrede lidt med en mand der sad og nød solen på en bænk. Undervejs på min tur dukkede minder op, jeg passerede steder hvor jeg har arbejdet, steder hvor jeg har festet, tænkte på tidligere kolleger, kom forbi der hvor jeg havde en fantastisk sommer med frivilligt arbejde. Kom i tanke om en jeg var småforelsket i en gang, der kommer sætningen med valg og fravalg også ind. 
Gik forbi en lejlighed hvor en af mine tidligere kolleger boede da vi arbejdede sammen. Sød, naiv og samtidig fandenivoldsk, så ham i TV for nylig. Tankerne vandrede, ligesom mine fødder. Tænkte på kolleger, venner, fester. Mennesker der har betydet noget og fyldt noget i mit liv. Men hvor vi er gledet fra hinanden af forskellige årsager. På den ene side trist, men på den anden side kan ingen holde ved alle de møder gennem livet.
Om aftenen gik jeg tur med Aske, mødte en gammel legekammerat og fik flere sjove minder. Så alt i alt var det en dejlig dag.